| Redningsplanken.dk | ||||||
 | ||||||
Min historie Råd & hjælp Aktiviteter Kontakt Kalender Blog Forside  |
Min historie
Uheldet:
Den 19. maj 2003 kom jeg ud for et biluheld. Jeg var på vej hjem fra arbejde i min bil og sad glad og afslappet og ventede for rødt lys klar til at køre, som de andre foran mig, når det en gang ville skifte til grønt. Pludselig gav det et knæk i nakken og nederst i ryggen og jeg husker jeg sagde: 'Av, Av' og tænkte: 'Hvorfor det'. Først da der stod en mand oppe ved min rude, gik det op for mig, at jeg var blevet påkørt bagfra. Den unge mand var meget ulykkelig og temmelig meget ude af den. Jeg kom ud af bilen og talte med ham. Han ringede til Falck, men da han ikke rigtig kunne klare situationen, spurgte jeg ham om jeg ikke skulle tale med dem i stedet for. Jeg fik overrakt telefonen og der blev tilkaldt to ambulancer. I ventetiden stod han og tog sig til hovedet og blev ved med at sige, at han ikke ville kunne tilgive sig selv, hvis der var sket mig noget. Jeg prøvede at berolige ham, få ham væk fra sin bil, hvor der løb væske fra og han kom ind, at sidde i min mens han blev ved med at sige de samme ord. Endelig kom ambulancerne. En til hver. Jeg blev spændt fast på båren, havde slet ikke rigtig tænkt på, hvordan jeg selv havde det, andet end jeg godt kunne mærke, jeg havde ondt. Mens jeg lå på båren, kom der en falckmand fra den anden ambulance og aede mig på kinden. Jeg synes det var lidt frækt, når jeg nu lå der og ikke rigtig kunne røre mig. Det viste sig at være en jeg kendte, og han var så sød at tage sig af min bil. Skadestuen:
Da jeg ankom på skadestuen lå jeg først lidt og ventede og fik ringet til mine børn, som var hos deres far. Jeg skulle hente dem der, men var jo nu blevet lidt forsinket ... ikke noget at være urolig for, skulle bare lige have et lille tjek, inden jeg kom hjem. Mens jeg lå og ventede kom to muntre politifolk ind og sagde: 'Nå lille dame du får nok særbehandling'. Det var jeg lidt uforstående for, .. . men fik forklaringen da de gav mig nøglerne til min Mazda og sagde, at den var kørt hen lige foran hovedindgangen. Det må man da kalde service :) Jeg fik taget røngtenbilleder. og herefter kom der en sur kvindelig læge ind og sagde: 'Der er ikke noget brækket'. Hvorpå jeg svarede: at det da var dejligt, men at jeg altså havde temmelig ondt i nakken og i ryggen og pegede nederst lige ved lænden. Hun svarede: at det ikke var ryggen, og at der ikke var noget brækket og at jeg bare skulle slappe af, og så gik hun. Hende der havde taget alle røngtenbillederne stod måbende tilbage og det samme gjorde jeg. Så sagde Røngtensygeplejersken: Hun kan da ikke bare gå, hun skal da sige ordentlig farvel, hvorpå hun også gik og ... ja, så lå jeg der. Min tidsfornemmelse var vist ikke helt på toppen, men jeg syntes i hvert tilfælde, der efterhånden var gået lang tid og gik ud på gangen, hvor jeg mødte en læge og spurgte, om han vidste, hvor de alle var henne, og hvad jeg egentlig skulle nu. Han sagde: at han havde fået at vide, at han skulle give mig noget smertestillende og jeg svarede: at det syntes jeg var meget rart, for jeg havde altså også temmelig ondt. Jeg spurgte, hvad jeg så skulle, og han svarede, at jeg så vel bare skulle tage hjem og .. det gjorde jeg så. Hjemtur og følgende dage:
Udenfor stod min røde Mazda 323 F og så mildest talt ikke ret godt ud. Da jeg åbnede døren og ville sætte mig ind, så jeg, at førersædet lå ned i en vinkel af 135º, min CD afspiller var røget helt ud af holderen og indholdet af min rygsæk jeg havde foran forsædet, lå på bagsædet. Nå, jeg skulle hjem til mine børn. Af sted med mig. Havde mange ting jeg skulle ordne. Der skulle smøres madpakker m.m Bilen skulle til mekaniker, så jeg kunne komme på arbejde igen. Næste dag meldte jeg mig syg bare lige for en dag. Jeg kørte min bil til mekaniker, havde min far med i en anden bil, så jeg kunne komme hjem igen. Da mekanikeren så mig sagde han: Hvordan er det lige du ser ud, kan du lige se og komme til kiropraktor og det er lige så snart, du kommer herfra. Min kone går rundt med piskesmæld på 3. år, og du ser væsentlig værre ud end hun gjorde, da hun blev snittet af en bil... ja ja sagde jeg ... jeg måtte til sidst love ham temmelig kraftigt, at jeg nok skulle ringe til kiropraktoren, så snart jeg kom hjem. Det gjorde jeg så og fik en tid samme dag. Her fik jeg at vide, alt hvad jeg skulle have haft at vide på hospitalet. Jeg gik robot gang og havde meget, meget ondt, kunne ikke rigtig dreje hovedet havde ondt i ryg, skulder, hofte, bækken, det snurrede i kinden og min hånd ... ja jeg havde faktisk ret ondt, men inde i mit hoved havde jeg den sure læge og mit eget ... så er det nok ingen ting, det gør bare lidt ondt og er snart ovre, skal bare lige have den bil lavet og hurtigt på arbejde igen. Kiropraktoren rådede mig til at komme hurtigt tilbage til arbejdet, om det så var en halv time eller hvor meget, og sådan gjorde jeg. Hver dag op på samme tid. Nogen gange for bare, at nå at sige hej derinde og så tage hjem igen ... jeg kæmpede en kamp, ville så gerne og gjorde alt hvad jeg kunne for at passe mit job og det hele, mine unger og hjem. Gik til behandlinger, genoptrænede og måtte tages af, fordi det var for hårdt. Jeg begyndte at gå til stavgang med de ældre i gigtforeningen. Sikke en modtagelse jeg fik og opbakning, hvor var de bare søde og bekymrede, hvis jeg udeblev. Jeg begyndte efterhånden at kunne gå lidt mindre robot agtigt, men det gjorde pokkers ondt. Arbejdet og kollegaer:
Jeg begyndte så småt at kunne arbejde flere og flere timer. Alt arbejde lå pænt urørt til mig, ingen tog over. Samme opgaver på færre timer. Derimod var der flere, der undlod at komme hen til mig og spørge om ting eller komme med nyt, ingen kom og sladrede og jeg følte, der blev hvisket om mig, når jeg gik tidligt hjem pga smerter, hvilket de måske ikke kunne se. Det blev jeg rigtig ked af. Da der var gået et halvt år, skrev jeg et brev til mine kollegaer, og det gjorde en væsentlig positiv forskel. Jeg var da nået op på 4 timer om dagen, hvoraf to dage foregik hjemmefra. Nu følte jeg igen, at jeg var en del af teamet og tilbage i den centrale rolle, jeg altid havde haft. Selvfølgelig var der stadig lang vej, men jeg følte mig til stede, den tid jeg var der, var jeg der. Så min Hverdag bestod af arbejde, hvile, behandling, genoptrænging, hvile, hjemmeliv .. uha det var en hård kamp om at få mit 'normale' liv tilbage. I oktober 2004 røg jeg på sygehuset med mistanke om, at jeg havde fået en blodprop eller svulst i hjernen. Hele min højre side var der ikke meget kontakt til. Jeg havde en underlig dødsfornemmelse i min højre arm, der var hævet og hånden var blå, min kind sov og mit ben snurrede.... Jeg selv tog det ganske roligt .. min skulder gjorde vildt ondt og det krampede i den, og jeg havde selv en indre fornemmelse af, at det havde med den at gøre. Egentlig af- eller bekræftelse af de slemme ting, fik jeg ikke følte jeg. Blev CT scannet og blev nu sendt rundt i sygehussystemet her og der, hvor jeg stadig har min gang. Jeg var indlagt en dag, og dagen efter jeg var kommet hjem, lå der et pænt brev med en fyreseddel fra arbejdet, da jeg nu havde været syg en hel dag. Sikke et GOK! Fyring og flexjob:
Jeg tog troligt på arbejde hver dag i opsigelsperioden indtil lige før jul, hvor jeg talte med X, som sagde til mig: Jette hvorfor gør du det, du skylder dem intet og .... Uha det havde jeg det ikke helt godt med, men han havde ret. Efter nytår overgik vi til et nyt selvskab i firmaet, der så lidt anderledes på det, og her kunne de ikke forstå, at jeg ikke var blevet tilbudt et flexjob, og det blev jeg så og undgik så fyringen. Så efter en lille forlænget 'juleferie' startede jeg så i stedet op i abejdsprøvning. Det var meget, meget hårdt. Jeg blev virkelig presset, og det var meget ubehageligt. Jo mere jeg blev presset, og de ville have, jeg skulle arbejde, desværre fik jeg det både smertemæssigt og fysisk. På de møder, der var under forløbet havde jeg min tillidsmand og min sagsbehandler med fra kommunen og det var en god støtte. Min chef ville have, at jeg mindst skulle kunne arbejde 4½ time og sagde, at jeg ikke måtte beholde min hjemmearbejdsplads, som jeg ellers hele tiden havde haft, også inden jeg blev påkørt. Jeg forsøgte og kæmpede, men måtte til sidst sige, at det kunne jeg simpelthen ikke, og at de så måtte fyre mig, hvis ikke de da ville gå med til, at have mig på 3½ time om dagen med mindst en hjemmearbejdsdag, der helst skulle ligge midt på ugen. For det var det maximale, jeg overhovedet ville kunne. Og sådan blev det. Så den 1. juni 2006 blev jeg visiteret til flexjob, og sikke en ro det gav.
Sygehussystemet og forskellige behandlere:
Alt imens dette foregik gik jeg stadig til behandliger og genoptrænging. Nye behandlere kom ind i billedet, besøg ind og ud af sygehuset, scanninger og alternative behandlere osv. Jeg skulle ses på og vurderes af Speciallæger m.m i forbindelse med ertatningssagen som også kørte. Jeg bliver kastet rundt imellem sygehusene, afvist, cyklende rundt, startet og afsluttet, dårlige behandlinger, den ene ved ikke, hvad den anden gør, klagesager, medicin jeg ikke kan tåle, afvænning, smerteanfald, vagtlæger. Ja, der er meget, man skal stå model til. 'Man skal være rask for at være syg' er der nogen der siger. Heldigvis er jeg ikke sådan at slå ud. Og hver gang rejser jeg mig op børster mig af, retter ryggen, holder hovedet højt og kæmper videre. Jeg har haft nogle rigtig dygtige behandlere undervejs der har støttet mig, været imponeret over min viljestyrke, mod på livet og lyst til fysisk og social aktivitet og kamp for at nå frem og ikke give op, og det har været med til at give mig troen på, at det jeg gør er rigtigt for mig. Jeg har haft en rigtig sød og dygtig fysioteraput Benthe i mange af årene, hun har været en utrolig hjælp og i samarbejde med en anden behandler Palle fra Nyborg, der nok er en af dem, der har hjulpet mig mest, har de to mennesker støttet mig i alt, hvad jeg har gjort og vejledt mig på bedste vis. Det er virkelig guld værd. I alt det her, har det også været en utrolig hjælp for mig, det som andre måske normalt går og griner lidt af, nemlig min store sans for systematik og orden. Pga. uheldet er min ellers gode hukommelse, ikke hvad den har været, og jeg begyndte ret hurtigt at lave en telefon-adresseliste og behandlingsliste med beskrivelse af dato for behandling, en kort beskrivelse og resume af epikrise og I guder hvor har jeg tit haft brug for den, når jeg har været et nyt sted eller har skullet udfylde papirer om, hvornår jeg var her og der og fik gjort hvad og hvor. Jeg har nu gennemgået tre operationer, der desværre ikke har ændret det store. Var i efteråret 2008 indlagt på et smertecenter, med det resultat at det forværrede min tilstand. Nu er jeg startet hos en ny behandler, der ser på mig som et helt menneske og det er da helt rart. Ikke en nakke, en skulder, en ryg, en hofte eller, ... Næh... sørme et helt mennesker, hvor tingene måske kan hænge sammen og have indflydelse på hinanden. Jeg ved godt, at min tilstand er kronisk og nok aldrig bliver så meget anderledes og måske endda værre, og det tager lang tid at indstille sin hjerne på. Jeg træner videre og gør det jeg skal for at holde musklerne og mig i gang.
Erstatningssag - Advokat:
Uheldet bliver selvfølgelige meldt med det samme, og der bliver taget politirapport på stedet. Kort tid efter uheldet begyndte alle papirene fra de forskellige forsikringssekskaber at skulle udfyldes. Jeg fik løbende erstatning for svie og smerte i starten. Der var også erstatning for reparation af bilen, som var lige ved at blive erklæret for totalskadet, men jeg orkede simpelthen ikke at skulle ud at kigge på ny bil og valgte at få den sat i stand. Hvordan jeg fik lov at køre hjem i den er mig stadig en gåde. Der skulle laves div. læge attester. Mine udgifter til medicin, fysioterapeut og kiropraktor blev dækket og der blev indledt et samarbejde med REHAB, som jeg dog efter kort tid afbrød, da jeg ikke følte det var til gavn for mig eller i hvert tilfælde var lidt oveflødigt. Jeg skulle til speciallægeundersøgelse og fik også tilbud om advokat for skadevolders regning. Og fik advokat på i november 2003, og nu var der igangsat en egentlig erstatningssag. Min læge skulle udfylde nakke-hals invaliditetsattest. 8. marts 2004 blev min sag fremsendt til Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af følgerne efter uheldet mht. varigt mén og erhvervsevnetab. Så skulle der udfyldes skemaer fra arbejdsskadestyrelsen, og der blev bedt om om supplerende speciallægeerklæring. Erstatning i forbindelse med tandskade, PFA kom ind over, da flexjob kommer på tale og endelig i september 2005 efter mange opringninger med rykning efter svar, kommer der en vurdering fra Arbejdsskadestyrrelsen, og sagen blev endeligt afsluttet i januar 2006. Sikke en omgang og sikke en lettelse, da det endelig er afsluttet. Bortset fra at jeg herefter selv skal betale udgiftet til div. behandlinger, medicin o.s.v. Lige før jul 2008 blev jeg kaldt til 1-1 samtale, hvilket vi havde ca. en gang om måneden, så det var der ikke noget mærkeligt i. Der var bare lige det, at der var een mand for meget med og jeg tænkte: 'Det er ikke godt det her' og rigtig nok, så blev jeg fyret sammen med 11 andre kollegaer den dag. AV ... sikke en julegave. Du skal ikke komme mere fra i morgen, du må gerne bestille en taxi hjem, hvis du ikke kan køre og hente dine ting senere, farvel og tak! Sådan. God jul. Som et lille plaster på såret blev jeg fritstillet ca.1½ år med udgangen af februar 2010 med løn, computer og fri telefon. Men hold da op ... nu syntes jeg snart ikke det var så sjovt længere. Mit herlige skønne job, min økonomi, mit hus, min lille verden ..... Så gav kroppen lyd. Endelig fik den lov ... sådan tolker jeg det. I tiden med arbejdet og hverdagen der bare skulle køre og klares, var der ikke så megen tid til at lytte til min krop eller i hvert tilfælde til at tænke på mig. Her hjemme var jeg også meget hårdt spændt for. Jeg havde ikke den store hjælp og kæmpede i det hele taget på alle fronter med at holde skuden oppe. Skulle selv holde hus, have, hjælpe og støtte mine børn, bonusbørn, daværende kærestes problemer, mødte ikke den store forståelse og havde en pokkers masse smerter, der blev værre og værre, og blev mere og mere klar over, hvor slem min tilstand var, og hvor meget den efterhånden var forringet jo mere tid jeg fik til at lytte til min krop. Og pludselig gik det op for mig, hvor meget jeg har brugt af kræfter og energi på at klare et job, som jeg faktisk slet ikke var i stand til, set i bakspejlet. I april 2009 måtte jeg endnu en gang have vagtlæge. Jeg var svimmel, havde kvalme, rystede, der var uro i hele min krop, mit blodtryk var for lavt, jeg havde rigtig mange smerter og migræne ... ja jeg havde det mildest talt rigtig dårligt. Jeg blev beordret sengeliggende og skulle lytte meget til min krop og ikke lave for meget, helst holde mig i ro, Jeg blev taget af nogle piller og fik at vide, at jeg skulle få booket en dobbelttid hos lægen lige så snart jeg var på højkant igen, for nu skulle, der altså ses på min sag. Jeg havde i et stykke tid gået og vendt tanken om førtidspension, men nu var jeg ikke længere i tvivl om, at det ikke nyttede noget længere, og at det vil være det bedste for mig. Jeg var klar, min hjerne var klar. Min sag blev sat i gang. Lige efter sommerferien afleverede jeg seks store ringbind med papirer fra hospitaler, behandlere, m.m så de kunne plukke ud, hvad de havde brug for. Der blev lavet statusrapport hos lægen. Meget, meget hårdt at se stående sort på hvidt, hvordan ens tilstand er og at det sandsynligvis aldrig bliver bedre og at man ikke kan bestride et arbejde, det elskelige arbejde man kunne før. Det er hårdt, men sandt. 'Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget' og det tror jeg på. Jeg var helt sikker på at det ville give mig en ro, når alt det her var kommet på plads og afgjort. Endelig, endelig fik jeg bevilget førtidspension som trådte i kraft 01.04.2010 .... og det har virkelig givet en ro. I min blog har jeg oprettet et emne der hedder 'Førtidspension' hvor jeg bl.a har fortalt lidt om, hvad jeg har gjort efterfølgende mht. de ting, der følger efter bevillingen er trådt i kraft. |
Brev       
 | ||||